Kort fortalt
Kaldes også
Hælspore, plantar fasciitis, ømme hæle, akillessmerter, lægkramper, forstuvet ankel, ledbåndsskade, overbelastning i underbenet, skinnebenssmerter.
Hvad er det?
Smerter i ankel, læg og hæl bliver ofte overset, fordi de sjældent er alarmerende og tit forsvinder lidt af sig selv. Men de hænger sammen: en gammel forstuvning der aldrig blev trænet ordentligt op, en stram lægmuskel, eller for hårdt underlag kan tilsammen give en hæl der gør ondt hver morgen. Jeg behandler dem gerne som ét område frem for hver for sig, fordi belastningen sjældent kommer fra ét sted alene.
Hvordan går det?
De fleste får det bedre, men det tager ofte længere tid end folk regner med — særligt hælsmerter, hvor du belaster området hver gang du står op. Til gengæld reagerer det godt på en kombination af behandling, rådgivning, gradvis træning og måske både aflastning og gode sko.
Kontakt læge eller vagtlæge ved kraftig hævelse og smerte efter et vrid, hvor du ikke kan støtte på benet, ved rødme og varme i læggen, eller hvis du pludselig ikke kan gå på tå efter et smæld bagerst i benet.

Den lange version
Hælspore og ømme hæle
Smerter under hælen kommer typisk fra senepladen under fodsålen, som er forbundet med kroppens stærkeste muskler i læggen. Det klassiske tegn er, at de første skridt om morgenen er de værste, og at det letter, når du har gået lidt.
Det, der oftest hjælper, er en kombination af:
- Behandling af de stramme strukturer i læg og fod — samt udstrækning og styrketræning af læg og fodsål.
- Aflastning i en periode, uden at holde helt op med at bevæge dig.
- Måske blødere underlag og sko med bedre støddæmpning i smerteperioden.
Selve knoglesporen, der kan dannes under hælen og ses på et røntgenbillede, er sjældent årsagen — den findes også hos folk uden smerter. Den er derimod et udtryk for, at musklernes træk i knoglen har været kraftigt og længerevarende. Det er musklerne og senerne, vi først skal fokusere på.
Forstuvninger der ikke blev færdigbehandlet
En forstuvet ankel heler oftest på nogle uger, men balancen og styrken kommer ikke automatisk tilbage. Det er sener og muskler i området, der har fået en forstrækning. Nogle gange er de små led i anklen også blevet stramme ved forstuvningen og bremser den frie bevægelighed i benet. Det undersøger jeg og behandler, hvis det er nødvendigt, så du får fjernet forhindringerne for at komme i gang igen.
Gentagne forstuvninger er almindelige. Målrettet balancetræning og styrke af underbenets og fodens muskler gør en mærkbar forskel — også år efter skaden.
Overbelastning i underbenet
Skinnebenssmerter og ømme akillessener opstår typisk, når belastningen stiger hurtigere, end vævet kan følge med: ny løbetræning, nyt arbejde, nye sko eller mere tid på hårdt gulv. Det kan også komme efter længere tids gang på en anden måde, end du plejer — for eksempel en periode med ondt andre steder i ryg eller ben, en forstuvning, eller efter en operation, hvor du har gået med krykker eller walker. Løsningen er sjældent hvile alene, men at finde det niveau, kroppen kan tåle, og bygge op derfra.